Vedtægter for foreningen Friends of Monk Owen
§ 1. Navn:
Foreningens navn er Friends of Monk Owen, med hjemsted på adressen Klitvej 29, Sdr. Nissum, 6990 Ulfborg.
§ 2. Formål:
Foreningens formål er at fremskaffe midler, som ubetinget skal benyttes til at støtte Monk Owen og hans community, samt skolesamvirket Mahasala Monastic Education School, Chaung Ma Gyi, Sagaing division, Myanmar.
De nødvendige midler dertil fremskaffes, ud over medlemsindbetalinger, via ansøgninger til fonde, legater og andre relevante organisationer, samt evt. via organiserede lovlige indsamlinger.
Foreningen kan opbevare indsamlede midler midlertidigt til aftalte jævnlige overførsler til Monk Owen, hvor dette findes hensigtsmæssigt, men det skal ubetinget sikres at samtlige midler kommer til udbetaling til nævnte, dog fratrukket nødvendige transaktions-omkostninger.
§ 3. Medlemmer:
Som medlem af foreningen kan optages enhver person, forening eller firma, som betaler det fastsatte kontingent, og er interesseret i at støtte op om foreningens formål.
§ 4. Kontingent:
Foreningens ordinære kontingent fastsættes på den årlige generalforsamling, og er gældende som medlemskab fra indbetalingsdatoen, til og med det efterfølgende års ordinære generalforsamling.
§ 5. Generalforsamlingen:
Generalforsamlingen har med de indskrænkninger som disse vedtægter foreskriver den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
Den ordinære generalforsamling skal afholdes i februar, og skal indkaldes med minimum 10 dages varsel via direkte mail, SMS eller et tilsvarende medie, til alle medlemmer, som skal tilbydes både fysisk og online deltagelse.
Forslag, der ønskes behandlet og godkendt på foreningens generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Stemmeret har ethvert gyldigt medlem som er fyldt 16 år, og som har været gyldigt medlem af foreningen i mindst en måned før generalforsamlingens afholdelse. Foreninger og firmaer kan kun repræsenteres med en stemme.
Stemmeret kan udøves ved personligt fremmøde eller deltagelse i online-møde, og alle vedtagelser kræver stemmeflertal.
Valgbar til bestyrelsen er alle foreningens stemmeberettigede medlemmer, og man vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Der vælges 3 medlemmer, hvoraf 2 er på valg i lige årstal og 1 er på valg i ulige årstal, og på den stiftende generalforsamling navngives rækkefølgen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal som minimum indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent
- Bestyrelsens beretning for det forløbne år
- Forelæggelse og godkendelse af regnskab for det forløbne år
- Behandling af evt. indkomne forslag
- Fastsættelse af kontingent
- Valg af bestyrelsesmedlemmer samt 1 suppleant
- Valg af revisor
- Evt.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, som ikke bør være medlem af bestyrelsen, til at lede generalforsamlingen.
De af dirigenten trufne afgørelser skal på forlangende sendes til skriftlig afstemning, og besluttes herefter ved simpelt stemmeflertal.
Generalforsamlingens beslutninger indføres i et referat, i det omfang dirigenten beslutter.
Dirigenten underskriver referatet, som tilsendes samtlige medlemmer.
§ 6. Ekstraordinær generalforsamling:
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af den siddende bestyrelse, og skal indkaldes når 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt indgiver begæring herom til bestyrelsen.
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det eller de emner, der ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes med mindst 10 dages varsel via direkte mail, SMS eller et tilsvarende medie, til alle medlemmer, som skal tilbydes både fysisk og online deltagelse.
§ 7. Bestyrelsen:
Bestyrelsen konstituerer sig senest 5 dage efter generalforsamlingens afholdelse, ved valg af en leder, en kasserer og en sekretær.
Vælger et medlem at forlade bestyrelsen midt i en valgperiode, supplerer bestyrelsen sig selv med den på generalforsamlingen valgte suppleant, som derefter er valgbar på samme måde som det udtrådte medlem. Ved et bestyrelsesmedlems længere midlertidige forfald kan suppleanten dog midlertidigt indtræde i dennes sted.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst lederen og et medlem deltager. I tilfælde af stemmelighed er lederens stemme afgørende.
Over bestyrelsens handlinger føres referater.
Bestyrelsen råder over foreningens midler i overensstemmelse med de af generalforsamlingen fastsatte retningslinjer.
§ 8. Ledelse:
Foreningens daglige ledelse varetages af den valgte leder, som repræsenterer foreningen i alle forhold under hensyntagen til de beslutninger, som er vedtaget på generalforsamlingen og af bestyrelsen.
Både foreningens leder og kasserer har hver især tegningsret, og kan derfor hver især forpligte foreningen med underskrift.
§ 9. Regnskab og økonomi:
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Foreningens regnskab forelægges, forsynet med revisorens påtegning, den ordinære generalforsamling til godkendelse.
Revisoren skal hvert år, inden generalforsamlingen afholdes, gennemgå det samlede regnskab og påse at evt. beholdninger er til stede, og at foretagne dispositioner er gennemført sikkert og korrekt.
Revisoren har til enhver tid ret til at efterse regnskab, overførsler og beholdning.
§ 10. Vedtægstændringer:
Forandring af disse vedtægter kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer deltager og når mindst 2/3 af de deltagende stemmer for forslaget.
Opnås sådan et flertal ikke skal bestyrelsen inden 14 dage indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med 10 dages varsel, og hvis der på denne ekstraordinære generalforsamling er 2/3 af de afgivne stemmer, som er for forslaget, er dette vedtaget uanset antallet af deltagende medlemmer.
§11. Opløsning:
Forslag til opløsning af foreningen skal angives på dagsordenen som et særligt punkt, og er vedtaget når mindst ¾ af de deltagende stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor på to af hinanden følgende generalforsamlinger.
Foreningens aktiver skal herefter udbetales jf. foreningens formål.
Vedtaget på generalforsamling d. 3/4 – 2024
Dirigent: Jens Andreas Lystbæk Vestergård